Kernen i at gøre dyrefoderemballage miljømæssigt bæredygtig ligger i overgangen fra traditionel flerlags kompositplast til materialer, der er "monomateriale-genanvendelige" eller "komposterbare under specifikke forhold." Dette skift har til formål at løse den strukturelle konflikt mellem behovet for høj-barrierefriskhedsbevaring og vanskeligheden ved at genbruge emballagen ved slutningen af dens livscyklus.
1. Genanvendelighed: Emballagen skal bruge genanvendelige materialer for at minimere miljøforurening. For eksempel bør papkasser være lavet af genbrugsmasse.
2. Biologisk nedbrydelighed: Visse emballagematerialer bør have biologisk nedbrydelige egenskaber, hvilket gør det muligt for dem at nedbrydes i det naturlige miljø og reducere "hvid forurening" (plastaffald). For eksempel bør nedbrydningshastigheden af bionedbrydelig plast ikke være mindre end 60 %.
